Informationsbrev nr. 1 – skoleåret 2018-2019

Skolebestyrelsesvalg

Hotherskolen havde som bekendt bestyrelsesvalg inden sommerferien, og den nye bestyrelse er tiltrådt pr. 1. august 2018. Bestyrelsen har haft første bestyrelsesmøde og har konstitueret sig med Rikke Gliese-Mikkelsen som formand og Tine Harild som næstformand. I bestyrelsen er der for første gang ligeledes én repræsentant fra foreningslivet, som er Kim Andersen fra STG/Vallø. Den lokale erhvervsforening i Hårlev har takket pænt nej til én bestyrelsesplads. Øvrige medlemmer af bestyrelsen er, Peder Krogsgaard, Simone Tinndahn, Thomas Mejborn og Torben Rønnebæk.

Personale nyt

Den. 1. august 2018 begyndte Thomas B. Vestergaard som skolens nye Viceskoleleder. Thomas er nærmeste leder for Udskolingen og har en del andre ledelsesopgaver. Han er i øvrigt tidligere folkeskole elev på Hotherskolen.

Vi kan stadig informere om, at alle skolens lærerlektioner i skemaerne læses af uddannet personale, hvilket vi er både glade og stolte over, da der ofte i medierne debatteres om, at mange lærer lektioner læses af ikke uddannet personale.

Det betyder, at alle fire stillinger i ledelsen er besat.

Genindførsel af lejrskoler

Skolebestyrelsen, personalet og ledelsen har fra dette skoleår genindført lejrskoler. Der gennemføres lejrskole på 8. årgang. Vi styrer økonomien stramt på skolen, og mener nu, at vi igen økonomisk kan prioritere muligheden for vores elever, at komme på én lejrskole. Vi kender det fra vores egen tid i folkeskolen, som noget positivt, at komme på lejrskole, og mange elever samt skolens elevråd har løbende ønsket genindførsel af lejrskole. Aktuelt har der været en pause med lejrskoler på tre skoleår.

Parkeringsareal ved indfaldsvejen, Toftegårdsvej

Der er i sommerperioden etableret 14 flere parkeringspladser på parkeringsarealet. Begrundelsen herfor er, at Dagskolen fysisk er rykket fra Dalen til Hotherskolens samlede arealer. Det betyder en tilgang på 15 personer i vores personalegruppe og dermed et yderligere behov for parkeringspladser.

Der er ligeledes bestilt flere nye skilte i dette område, og de vil blive opsat i den nærmeste fremtid, således at alle forholdene på dette til tider trafikerede område bliver mere hensigtsmæssigt.

Værdigrundlaget er færdigt

I tidligere informationsbreve har vi informeret om processen i udarbejdelsen af skolens værdigrundlag. Hele processen er færdig og vi har trykt skolens værdigrundlag samt lagt det på skolens hjemmeside. Processen har været fantastisk, og bestyrelsen og hele personalegruppen er stolte over det færdige produkt. Næste fase er løbende, at fastholde og videreudvikle værdigrundlaget. Der er faktisk mange, som reflekterer over værdigrundlaget og både kommende forældre og kommende medarbejde spørger aktivt til indholdet i værdigrundlaget. Det er medvirkende i skolens rekruttering af bl.a. nyt personale. Livsduelighed – fællesskab – dannelse og relationer.

Dagskolen er fysisk flyttet

Dagskolen som er normeret til 35 elever for indskoling og mellemtrin er fysisk fraflyttet Dalen og er flyttet ind i renoverede lokaler. Det er andet år i træk, at elever, forældre og personale oplever en fysisk flytning. Der skal lyde en kæmpe tak til alle implicerede i denne flytning. Dagskolen med sin nærmeste leder, Marianne Olesen er næsten kommet på plads i de renoverede fysiske faciliteter og der kan igen udelukkende tænkes på elevernes dagligdag og de pædagogiske tiltag.

Ombygning/renovering af den høje bygning H

Skolens bygning H også kaldet den høje bygning, hvor mellemtrinnet fysisk hører til og ligeledes H.klasse 1 skal renoveres og det begynder i uge 39.

Renoveringen er bekostelig og angiveligt over 5 millioner kroner. Der skal installeres et nyt ventilationsanlæg. Det gør, at samtlige lofter i bygningen skal renoveres. Lofterne er asbest lofter, og derfor foregår renoveringen efter nøje tilrettelagt anvisninger. Det er Stevns Ejendomme som står for ombygningen i samarbejde med konsulentfirmaet Rambøll.

Skolen kan oplyse følgende fra Stevns Ejendomme:

  • Det er forbudt og særlig farligt at opholde sig indenfor byggepladshegnet.
  • Byggepladsen er videoovervåget hele døgnet.
  • Der arbejdes hårdt for at få et dejligt indeklima.
  • Hold øje med skiltningen og respekter den.
  • Vær opmærksom og pas på dig selv og andre.

Projektet betyder ligeledes, at samtlige klasseværelser får ny belysning og i passende omfang bliver lokalerne malet.

På skolen er vi utrolig glade for, at denne renovering bliver gennemført. For mindre end ét år siden blev alle vinduer skiftet i samme bygning og der blev opsat elektronisk sol afskærmning.

Første salen forventes færdig inden julen 2018, og dermed rykker de implicerede klasse retur, hvilket er 5. årgang og HKL1. Herefter fortsætter renoveringen med stueetagen efter jul/nytår, hvilket vi vender retur med INFO om.

Hele projektet forventes færdigt inden sommerferien 2019, og alle retur i sine oprindelige klasselokaler igen.  

Nye 0. klasser

Den 13. august 2018 begyndte to nye 0. klasser i indskolingen på Hotherskolen. En rigtig god dag, hvor nærmeste leder, Irene Borre og undertegnede bød de nye elever og forældre velkomne. Vi er en to sporet skole med meget rimelige klassekvotienter. På denne årgang begyndte der 36 elever og det er vi meget glade for.   

Fredag den 21. september 2018

René Tuekær
Skoleleder

Arkiv