Stevns Dagskole søger lærer

Er du lærer med hjertet på rette sted og begge ben solidt plantet på jorden – så mangler vi dig på Stevns Dagskole.

Har du lyst til at indgå i et fællesskab med 12 engagerede og dygtige kollegaer, der sætter børns læring, trivsel og udvikling i centrum? Er du engageret og omsorgsfuld og har fokus på gode relationer - så er du den kollega vi søger.

Stevns Dagskole er Stevns Kommunes undervisnings- og behandlingstilbud for normaltbegavede elever, hvor der er indskrevet 35 elever fra 0. til 6. klasse fordelt på 4 grupper. Dagskolen hører under Hotherskolen, som er en af Stevns Kommunes tre folkeskoler.

Dagskolen er underlagt folkeskoleloven og undervisningen tilrettelægges ud fra fælles forenklede mål. Grup-perne fungerer som små selvstændige enheder med fast tilknyttede lærere og pædagoger og modtager undervisning i hver sin klasse.  Eleverne modtager både fælles og individuel undervisning.

Skolen er åben alle hverdage kl. 8.00 til 16.00, dog fra 8.00 til 14.30 på fredage.

Vores elever er inden for følgende målgruppe:

  • Børn med sociale, emotionelle og psykiske vanskeligheder.
  • Børn med diagnoser, bl.a. ADHD og autisme.

Vi arbejder på at skabe tryghed gennem tydelige ydre rammer og tilpassede læringsmiljøer.

Vi tilsigter høj grad af forudsigelighed i dagligdagen og gør meget for at eleverne ved, hvilke aktiviteter dagen byder på og hvilke voksne, de skal være sammen med.

Den pædagogiske og faglige indsats har til formål at udvikle sociale, emotionelle, personlige og faglige kompetencer hos eleverne, så de på sigt kan gå i en almen-klasse på distriktsskolen.

Medarbejderne arbejder i faste teams som modtager supervision. Desuden afholder vi kontinuerligt kurser og temadage.

Stevns kommune har en lokalaftale med Danmarks Lærerforening, Kreds 44. Aftalen sikrer bl.a. 350 timer årligt til planlægning, forberedelse og evaluering af undervisningen.   
 
Vi forventer:

  • Du er uddannet lærer.
  • Du er en fagligt kvalificeret holdspiller.
  • Du er god til at formulere dig skriftligt og mundtligt.
  • Du favner bredt fagligt og gerne med linjefag i enten natur/teknologi, matematik, håndværk og design, engelsk eller tysk
  • Du tager ansvar og er med til at skabe den struktur omkring vores elever, som de har brug for.
  • Du er god til at danne relationer.
  • Du vægter fællesskab og samarbejde med kollegaerne højt.
  • Du kan identificere dig med skolens værdier: ”Livsduelighed, relationer, fællesskab og dannelse”.

Tiltrædelse 1. august 2019 eller snarest derefter.

Stevns Kommune kræver en udvidet straffeattest (§22 attest) og en børneattest (§36 attest) inden ansættelse.

Løn og ansættelsesvilkår ifølge gældende overenskomst. Der ydes et særligt specialskoletillæg.

Har du spørgsmål til stillingen og vil besøge skolen, er du velkommen til at kontakte

Marianne Olesen (afdelingsleder)
Tlf.: 24 87 61 19.

Ansøgning med relevante bilag, såsom bevis for lærereksamen, CV, udtalelse fra seneste eller forrige arbejdsgiver, sendes via Stevns Kommunes hjemmeside senest d. 10. marts 2019.

Samtaler vil foregå i uge 11, 2019